Verdensbilleder Mellem simulation og model

 

Vedr. Renæissancens simul-strukturer

Naus(græsk) dvs skib og naos(græsk) dvs tempel, udtales næsten ens, og kan være den fejl, der forklarer, hvorfor vi kalder det kirkeskibet. (se illustrationen nederst)

 

Renæissance og baroktidens store billedemæssige og begrebslige monument består i at understrege i det samme udtryk fortællingen om forskellen mellem kirkefysten og fyrstekirken i en fælles europæisk arv fra antikken. På billedet fremstilles Øresund som den centrale plads for Christian den 4.s imperiale krav og hans oceanske herredømme med Kronborg som indgangen og portalen til Østersøen, Nordens middelhav. 

Er man på besøg i Rom, vil man i gangene før man når ind i Det sixtinske Kapel, se datavisualiseringer med fremstilling af hele kirkefyrstens vesterlandske kristenhed og dennes udstrækning.

I Det sixtinske Kapel møder man Michellangelos skabelse og renæissancens mesterværk, der viser skabelsen så overvisende – at ingen, der har set det, kan undgå at lade sig genføde i denne optiks overbevisende kraft. Her møder vi det guddommelige, som kan rummes i den menneskelige bevægelse og udtryk. Det menneskelige og det guddommelige når næsten hinandens fingre i den gensidige pegen på hinanden.

 

Men hvad forestiller arken og arkitekturen? Kirkeskibet har alle dage ladet sig udfordre, om ikke andet så sprogligt.

Paulunen, den der kan rumme Guds trone, kan ikke længere afbilledes. Ja kan dårligt tænkes uden billedliggørelsens og begrebsliggørelsens bagvedliggende negativitet i lutherdommens (Deus absconditus), den skjulte Gud.