Verdensbilleder

- Mellem simulation og model

Please download Java(tm).

Omformningen på synet af kirken og verden

 

Verdenskortet i den danske reformationsbibel

Den oceaniske tanke finder vi i kristendommen fx i Paul Gerhards salme fra baroktidens ’Befal du dine veje’, 1653, hvor det hedder:

’Han som kan stormen binde/ hvem bølgen lyde må/ han kan og vejen finde/ hvorpå min fod skal gå.’

 

Under de første store opdagelsesrejser i renæissancen kan vi således se og høre lyden af både havet og ørkenen.

’Du er min stav du er min støtte’, siger en gammeltestamentlig salme, og under vejledning af ’Jakobsstaven’ som et nautisk instrument til at bestemme solhøjde og nattens fixstjerner navigerer renæissancens opdagelsesrejsende på deres oceaniske færd i jagten på at finde søvejen til Indien, hvorunder de opdager det nye kontinent, Amerika. Englænderne kalder forøvrigt Jakobsstaven for ’Crossstaff’ eller korsstaven.

 

Udover referencen til evangeliet, hvor Vorherre stiller stormen på søen, så medtænker verslinien skabelsesberetningens skaberrøst, den som skiller vandene og giver verden form. Ordet indeslutter oceanets ’Tohu wa Bohu’(hebr.) dvs dets øde og tomhed; det er Ordet, der opretholder verden midt i verdensdybets eller havdybet Abyssum(lat.) Sådan lyder det i den hebraiske og latinske text.

 

Salmelinien peger endvidere på den oceaniske erkendelse, der går som et centralt motiv igennem hele den mosaiske og kristne påskefejrings minde om Exodus, hvor Moses leder Jakobs, dvs. Israels folk, med Gudsordets stav og tavler, og skiller vandene på vej til det forjættede land. Men i modsætning til grækerne vender Israel ryggen til havet, for efter 40 år i ørkenen, er ørkenen blevet det store hav mellem det generelle hav og det principielle hav. Således mærker vi tydeligt, at kulturkredsen og livs-omstændighedernes forestillinger præges af stedets vilkår.

 

Fortsættes..